Lady GaGa -Born This Way

Så er vi her igen. Med endnu et albumreview. Denne gang skal Lady GaGa's "Born This Way" stå for skud. Jeg vil ikke spilde min tid her mere. Alle kender hende, enten som en "SOOO COOL<3<3<3<3<3" person eller en attention whore. Kender du ikke GaGa er der en stor chance for, at du har været i koma de sidste 3-4 år.

Lidt om kunstneren:
GaGa startede sin karriere som sangskriver for en del bands, bl.a. Pussycat Dolls. Dog blev hun opdaget af Akon, som fandt ud af, at hun også havde en sangtalent, og der startede hendes karriere. Dog var hendes musik ikke kendt til at starte med, men på mystisk vis fandt hun vej til mainstreamen og blev en del af den.

Selve albummet:

Coveret er, ligesom i Tribal Ink reviewet, meget, meget underligt. Sådan her ser det ud:

Underligt. Hår smager ikke godt, og det burde hun have fundet ud af.

Og videre:

"Marry the Night" er albummets første sang. Creepy tekst lige i starten. Sang hun "will make love to the stars"? Ellers er det bare en pop/r'n'b sang hvor der bliver sunget "marry the night" en del. Ikke noget specielt. 5/10.

Efter den kommer "Born this Way". Og nej, Stephanie. Du var ikke født på den her måde. Du var ikke altid den attention whore du er nu. Forkert budskab og endnu et pop beat gør ikke det hele bedre. 4/10.

Næste er "Government Hooker". Og jeg har kun fire ord at sige efter at have hørt den: "Hvad fanden var det?!" Efter at have hørt sangen tre gange (tro mig, mine ører har det dårligt) kan jeg stadig ikke oversætte denne sang til noget der kan forstås. 2/10.

"Judas" er lysere end de forrige sange på albummet. "Judas, Judas, Judas, Judas, Judas, Judas, GaGa!" (C-C-C-COMBOBREAKER!!!!!!!) 2/20.

Den næste, "Americano" har en titel relevant til hvad hun har PRØVET at lave. Men ligesom alt andet hun laver, fejler hun brutalt til det. Ligesom alt andet, ensformet. 3/10.

"Sheibe" lyder tysk. Og jeg kan ikke tysk. Skipped. Starten er helt hen i vejret, dog. 1/10.

Anden sang med en religiøs titel, nemlig "Bloody Mary". Lidt lavere tempo end resten af albummet og ganske udemærket sang. En sang jeg ville kunne finde på at høre efter at have lavet dette review. 6/10.

"Black Jesus - Amen Fashion". Jeg begynder så småt at tro, at dette album er lavet mest af alt for at trolle de kristne end noget andet. C'mon, du kan være mere kreativ end det, GaGa. 3/10.

"Bad Kids" er GaGa's forsøg på at lave "rockagtig" lyd. Og nej, det er skam ikke pænt, men et skridt i den rigtige retning. 4/10.

Den her sang kan bedst beskrives under påvirkning af store mængder svampe. Titlen er "Highway Unicorn", og den siger alt. 3/10.

"Heavy Metal Lover"... Der værste er at den ikke har det fjerneste med heavy metal at gøre. Jeg nægter at tage denne sang seriøst. Den skal bare gå væk fra mig og mine højtalere. 1/10.

Endnu et rockforsøg, med "Electric Chapel". Og jeg er nu overbevist om at albummet er et stort troll til kristne. Og ligesom "Bad Kids", fejlede dette også. Men endnu mere.

2/10.

Tredje sidste sang! Vi er der næsten. "The Queen" har et mere "chill" feel til sig, hvilket er nice. Bliver dog hurtigt ødelagt når hele beatet kicker ind. 4/10.

"You and I" er afslappet, og har et fedt klaverspil. Basspumpen trækker lidt ned, men det er ikke det store problem. En sang jeg ville kunne finde på at høre efter reviewet. 7/10.

Sidste sang, "The Edge of Glory" er en smule flad. Ikke noget specielt her. 3/10.

Alt i alt: Albummet har gode og dårlige sange. Normalt ville et sådant album være en komplet failure, men eftersom det er Lady GaGa, og hendes "hype" er så stor lige pt. så sælger det. Jeg hader at indrømme det, men der er en smule godt på det album, som et par juveler i midten af kaos.

Black Eyed Peas - The Beginning

Black Eyed Peas. De fleste folk kender dem. De fleste folk har også en mening om dem, og disse meninger er meget blandede. Men lad os ikke gå for meget i detaljer med den slags. Først, hvem er de helt præcist?

Black Eyed Peas startede som en rapduo bestående af Will.I.Am og Apl.De.Ap. Senere kom Fergie og Taboo så til gruppen, og dannede den nuværende formation. De fik en del popularitet gennem sange som "Where is the Love".

Da deres tredje album, "Elephunk" blev udgivet, havde bandet allerede solgt 56 millioner albums. Gruppen har indtil nu udgivet seks album, det nyeste er det jeg reviewer idag, og deres stil har ændret sig MEGET fra f.eks. "Monkey Buisness", og til nu.
 

Selve albummet:

Første sang hedder "The Time (Dirty Bit)" og bare ved titlen er jeg ikke særlig glad. Sangen starter meget godt ud i forhold til en electronica/pop/rap sang med lidt autotunet sang og et rimelig chill beat. Fergie synger faktisk ret godt i starten. Og så kommer det "rigtige" beat. HVORDAN KAN DE TAGE EN SÅ CHILL START OG MUTERE DET SÅ HÅRDT MED ET KLAMT LORTEBEAT!? HVORDAN OG HVORFOR!? DØ OG BRÆND BLACK EYED PEAS! Videre. 2/10

Næste er "Light Up the Night" og den virker lovende. Hvis det ikke var for de virkelig underligt lydende lyrics i starten. Og skulle det her album ikke forstille at være et rapalbum? Jeg har kun hørt ørevoldtagende beats og Will.I.Am's autotunede pive-neger-stemme indtil videre. 1/10.

"Love You Long Time" virker, ligesom "The Time (Dirty Bit)" lovende i forhold til begyndelsen. Og jeg tror at havde denne sang ikke været så tung på autotune ville den faktisk have være udemærket. 4/10.

Den næste sang, "XoXoXo" er sådan et facepalm lyder. Mens jeg hørte starten undrede jeg mig over hvordan fanden man skulle udtale "XoXoXo" (jeg udtalte det "ksoksokso" men fandt ud af at det skulle være "eks o eks o eks o). Teksten er lige til at få din hjerne til at implodere af dumhed, og jeg tror, at hvis helvede findes. Så er den her sang på repeat der. -/10.

 Så er vi nået til "Someday". Typisk pop-club-electronica beat og autotunede lyrics. Ikke noget nyt her. 3/10.

Sjette sang, "Whenever" starter med Fergies stemme UDEN AUTOTUNE! Desværre bliver den smukke akustiske guitar hurtigt overdøvet af det klamme club beat. Fjern det, og jeg tror sangen havde været udemærket. 4/10.

"Fasion Beats" har ligesom "XoXoXo" en tekst der er så dum at din hjerne imploderer. Igen, autotunet club musik. Lidt bedre end det meste dog. 3/10.

"Don't Stop the Party" skipper jeg bare. Jeg gider ikke høre på mere club musik med autotunede stemmer. 1/10.

Igen, "Do It Like This" er endnu et forsøg på at lave klamt clubmusik. Skippet. 1/10.

"The Best One Yet (The Boy)" virker afslappet i forhold til resten. Der endda en smule klaverspil i baggrunden. Men igen, autotunet til døde, så ikke meget at hente. 5/10.

Vi er nået til "Just Can't Get Enough". Igen, denne sang er meget "chill", så jeg giver den en chance. Den er ret catchy, og det er et plus at kun Will.I.Am er autotunet. Og at Fergies udemærkede stemme har fået lidt mere exposure i denne sang. Jeg tror at havde Fergie sunget hele sangen ville den have være en rigtig god sang i mine ører. 6/10.

Titlen på den sidste sang er "Play It Loud".  Og i mine ører lyder det som noget der kun kan gå galt. Og når jeg hører sangen, så ja. Det er gået galt. Og det er slemt. Det lyder helt af helveds til som langt over halvdelen af dette album, og den dumme tekst gør ikke noget bedre. 1/10.

Alt i alt: Hvis du er til talentløs autotunet singtalk og elektriske beats der skider på albummet som var de en flok måger med diarre, så er The Beginning for dig! Selv hvis du er stor fan af elektronisk musik, vil jeg ikke anbefale dette album. Hvis du ikke vil samle noget akustisk musik op og absolut VIL høre elektronisk, kan jeg anbefale "Will Never Die" med brokeNCYDE.

Tribal Ink - Surrounded by Freaks

Jeg skal jo starte et eller andet sted, så hvorfor ikke starte med et album som ingen kender, og ingen nogensinde har hørt om, af et band som meget få kender, og meget få har hørt om, nemlig Tribal Ink.

Om kunstneren:
Tribal Ink er et svensk raprock band som blev kickstartet af et svensk talentshow ved navn Wannabe i 2002. Her skulle deltagerne danne et rockband, skrive en sang, og derefter dyste mod de andre rockbands. Førstepræmien var en pladekontrakt.

Tribal Ink vandt, og deres single "To My Face" blev udgivet. Den blev ikke nogen stor success, men alligevel ville bandet udgive et fuldt album. Det kom til at hedde "Surrounded by Freaks", og det blev en endnu mindre success end singlen. Alligevel forblev bandet samlet.

Bandet forblev "underground" indtil 2007 hvor de pludselig steg i popularitet, på en højest mærkværdig måde. En eller anden var kommet til at bytte rundt på en mp3 med Linkin Park's "What I've Done" fra deres album "Minutes to Midnight" som blev udgivet samme år, og Tribal Ink's "Refugee", og lagde den ud på diverse fildelingsklienter, bl.a. Limewire.

Dog fandt fans hurtigt ud af, at det ikke var "What I've Done" de havde hentet, men en anden sang. Der gik et par måneder inden det kom i lys at sangen rent faktisk var "Refugee" med Tribal Ink, indtil da har folk troet at det var "Leave out All the Rest" (også af Linkin Park) eller en sang af Chester Bennington fra Linkin Park's gamle band, Grey Daze.

Tribal Ink fik en del popularitet her, og planlagde at udgive et album mere kaldet "Graham McRae". Dette blev dog aldrig til noget, da bandet gik fra hinanden i 2008. Grunden til at bandet gik i opløsning forbliver ukendt.

Selve albummet:

Det første man ser på et album er selvfølgelig coveret. Surrounded by Freaks' cover ser sådan her ud:

Mærkeligt cover, har jeg ikke ret?
I alle disse år (det må så være tre år) har jeg prøvet at løse gåderne "Hvad fanden skal dette albumcover forestille?" og "Hvordan fanden er dette cover relevant til titlen på albummet?" Spørgsmålene er mange, men lad os ikke bruge for meget tid på det. Videre til indholdet:



Det første på albummet er en instrumental intro, kaldet "Tribalistic Cuts". Ikke noget specielt her. Videre.

Den første sang på albummet er "When You Thought", er, efter min mening en meget hårdt måde at starte albummet på. Det er en af de få sange med screamo i, og det lyder rigtig fedt, men det ville have været bedre at starte ud med en anden sang, som f.eks. "California Love" som er lidt blødere og mere "catchy". Jeg kan godt lide sangen, men det er ikke en god sang at starte ud med. 5/10.

Den næste er "To My Face", ville også være oplagt at starte ud med. De elektroniske trommer i starten af sangen, og scratch-lydene i baggrunden lyder rigtig fedt blandet med et utrolig ørehængende omkved. Jeg kan rigtig godt lide den her sang. Den er ikke for kompliceret at høre på, men alligevel har den nok elementer til at virke "tredimensionel". Guitaren bliver dog lidt ensformet at høre på. 7/10.

"Don't You Push Me" er den mest rap-agtige sang på albummet. Jeg er ikke så vild med rap som jeg var for nogle år siden, men sangen er alligevel udemærket. Omkvedet er meget kedeligt, og det samme er beatet. Det eneste der er værd at høre er de to vers, hvor det første bliver gentaget igen med den første del autotunet. Hvem ville have troet det? 4/10.

Efterfølgene kommer "Refugee", den sang som folk kender hvis de kender noget på albummet. Den har en meget klasisk opbygning: Vers, omkved, vers2, omkved, omkved, *raaaaarghhh!!!!*, omkved, omkved. Det er den type sang man hører i et par dage og tænker "bedste sang EVAR!!!!" og så dropper derefter, fordi man nemt bliver træt af den. 5/10.

Næste sang er "California Love" og jeg undrer mig over hvorfor den ikke var først på albummet. Simpelt "beat" med hurtig, catchy rap omkring at L.A er "the city of sex", og så et omkved der sætter sig fast på din hjerne i det næste halve år ligemeget hvad du gør for at få den ud. Denne sang burde tage "When You Thought"'s plads. 5/10.

Track 6 på albummet hedder "Right Behind You" og er en typisk ulykkelig kærlighedssang, dog er den blandt de hårde sange på albummet. Sangen er tungere på guitar end de fleste sange på albummet, og alt i alt en sang jeg kan blive ved med at høre. "Whisper" effekten som bruges ca. midt i sangen virker rigtig godt. Det får sangen til at virke både hård og blød. 8/10.

Vi er kommet til "Living on a Lie". Der er ikke så meget at sige om den her sang. Den er meget generisk og "chill". Omkvedet er, i modsætning til de fleste andre sange efter min mening, den bedste del af den her sang. 5/10.

"Try to be Me" lyder somom de prøvede at lave en sang man kunne danse til, og det fejlede. Jeg kan ikke forestille mig den som et club hit, så det er bare en generisk højt-tempo raprock sang. Ikke noget specielt, bare album filler ligesom "Living on a Lie". 4/10.

Den ottende sang er "I'm Free". Den har den mest cool-lydende og mest øreskadende "bip" lyd lige før et vers. Den elektroniske del bliver lidt for meget i den her sang, men ellers er det en udemærket højt-tempo raprock sang, lidt ligesom "Try to be Me", bare bedre. 6/10.

Sangen "I'm a Liar (Believe Me)" har det bedste guitar riff på pladen, og en virkelig gennemførst killswitch del, samt en unik og fed tekst. De elektroniske dele overtager ikke instrumenterne i denne sang, hvilket er godt. Dens tempo er højere end det gennemsnitlige på albummet, men ikke ligeså hurtigt som de to forrige sange. Alt i alt, en sang jeg sagtens ville kunne høre i lang tid uden at blive træt af den. 8/10.

"I Try So Hard" er en meget elektronisk sang, med en "ambient" agtig lyd ved versne. Det er en af de få Tribal Ink sange jeg virkelig kan anbefale til metalfans, eftersom dette er det tætteste de kommer på den "moderne" metal. Omkvedet er den bedste del ved sangen, versne bliver lidt "todimensionelle" at høre på. 6/10.

Den sidste sang er "Pick Me Up" og har et omkved der virker lidt fladt, pga. pauserne i teksten. Rappen i denne sang er dog ganske udemærket, og guitaren og de elektroniske lydeffekter lyder som går de hånd i hånd. 5/10

Alt i alt: Surrounded by Freaks kan anbefales til fans af både rock og rap, samt electronica.

Velkommen

Jakob her, men de fleste kender mig nok enten som "Seeker" eller "Marstrand." Velkommen til min blog. Før jeg begynder at gå i detaljer med hvad den er til, vil jeg først gå i detajler med hvad min blog IKKE er:

Seeker Reviews er IKKE:

• Et sted hvor jeg skriver hvad jeg har oplevet idag, og hvorfor det absolut er spændende at jeg fik en halv frysepizza til morgenmad. (Før folk stiller mig det spørgsmål, så ja, jeg fik faktisk en halv frysepizza til morgenmad dagen hvor jeg skriver dette indlæg)
• Et sted jeg vil bruge til at hakke ned på den musik jeg ikke kan lide. Før du skriver "HLO KESHA R SQ DN BEST KVNDLIG MSUKER EVR SÅ LUK BIATCH!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!" så se nedenunder hvilke krav jeg stiller for at tage din besked seriøst.

Derimod ER Seeker Reviews:

• Et sted hvor jeg vil dele mine tanker om diverse ting. Mest musik, men jeg anmelder gerne også anime, film, pc spil (ingen konsolspil dog. Jeg er for fattig til at anskaffe mig en) og alt andet der ikke kræver for meget af min tid. Skriv til mig hvis du har forslag.

Og allerede nu må nogle få af jer læsere tænke "Jamen Marstrand, hvorfor dele dine tanker? Vi ved allesammen, at du er et biaset røvhul, og at din mening rager mig en hængefisse." Og til jer, vil jeg sige et ord: "Hush".

Hvis du vil skrive til mig, enten for at prøve at overbevise mig om at X musiker ikke er så dårlig som jeg går og siger den er, eller fordi du ville nyde at læse min mening om X anime, album, film etc. etc. så send mig en mail, eller skriv til mig på enten facebook eller formspring. De to sidste vil nok være bedste, eftersom min mail er godt fyldt op med diverse spammails.

Dog vil jeg gerne hvis du vil overholde disse tre simple grundregler når du skal skrive til mig:

1. Ordenlig grammatik. Venligst ingen chatsprog. Du skriver ikke på et mobiltelefon. Du har et helt tastatur til rådighed, så brug det. Sørg også for at det hele er stavet rigtigt inden du sender det til mig. Småfejl gør ikke noget, men hvis du har skrevet tre paragraffers ulæseligt nonsens, kan du ikke forvente at jeg tager din besked seriøst.
2. Kort og præcist, tak. Jeg har hverken tid eller overskud til at læse dine livshistorie skrevet ned i en besked.
3. Den tredje grundregl findes ikke. Det lyder bare bedre med "tre regler" end med "to regler", har jeg ikke ret?